Forside Indmeldelse Hvalpeliste Opdrætterliste AK Hanhunde AK Tæveliste UHM Liste Kalender
MENU ▼
Rottweileren
Klubben
Lokalforeninger
Brugshunderådet
Avlsrådet
Udstillingsudvalget
Links
 
Ved tilmelding af din årlige kontingentindbetaling, sparer du opkrævningsgebyr på 30,- kr.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Love
(Gældende fra 1. april 2004)
 
KAPITEL 1
NAVN OG FORMÅL
     
1   Navn og hjemsted
  1.1 Klubbens navn er Rottweilerklubben Danmark. Hjemsted og værneting er formandens bopæl
     
2   Organisation
  2.1  Rottweilerklubben Danmark er opbygget med urafstemning, generalforsamling, bestyrelse, Avlsråd, Brugshunderåd, lokalforeninger og medlemmer.
     
3   Rottweilerklubben Danmarks formål
  3.1 I samarbejde med Dansk Kennel Klub og i overensstemmelse med Dansk Kennel Klubs formål og internationale forpligtelser er det Rottweilerklubben Danmarks formål at varetage interessen for rottweileren med hensyn til opdragelse, træning og anvendelse i øvrigt samt at arbejde for stadig bedring af rottweileren som brugshund. Avl skal foregå på mentalt og fysisk sunde hunde og under behørigt hensyn til den til enhver tid gældende standard.
     
4   Avlsarbejde
  4.1 Rottweilerklubben Danmark er Dansk Kennel Klubs sagkundskab vedrørende avlsarbejde med rottweilere.
  4.2 Rottweilerklubben Danmark er berettiget til at fastsætte specielle regler for avlsarbejdet samt at indføre avlsforbud og restriktioner, såfremt arvemæssige begrundelser herfor foreligger og efter godkendelse af Dansk Kennel Klub’s sundhedsudvalg eller tilsvarende udvalg under Dansk Kennel Klub. Dansk Kennel Klub er berettiget til at udstede specifikke avlsforbud, når dette er begrundet i dødelige faktorer.
  4.3 Avlsarbejdet skal være baseret på Rottweilerklubben Danmarks mentaltest af rottweilere i overensstemmelse med Rottweilerklubben Danmarks til enhver tid gældende bestemmelser herfor.
     
KAPITEL 2
MEDLEMMER OG KONTINGENT
     
5   Medlemmer
  5.1  Som medlem kan optages enhver, der fremsætter begæring herom.
  5.2 Udelukket fra optagelse er personer, der
    - er medlem af en af Dansk Kennel Klub ikke anerkendt stambogsførende hundeorganisation
- med videresalg for øje opkøber hunde
- opdrætter og/eller sælger hunde, der ikke er stambogsført i Dansk Kennel Klub
- modarbejder Rottweilerklubben Danmarks eller Dansk Kennel Klubs interesser
  5.3 Afgørelse vedrørende medlemsoptagelse træffes af Rottweilerklubben Danmarks hovedbestyrelse. Viser det sig efter medlemsoptagelsen, at betingelserne i § 5.2 ikke var opfyldt på optagelsestidspunktet, kan hovedbestyrelsen annullere medlemskabet.
    Hovedbestyrelsens afgørelse vedrørende medlemskab kan indklages for generalforsamlingen, hvor den pågældende alene har taleret vedrørende dette punkt.
  5.4 Ved indmeldelse i Rottweilerklubben Danmark kan medlemmet efter udtrykkeligt ønske samtidig indmelde sig i én af Rottweilerklubben Danmarks lokalforeninger. Medlemskab af en lokalforening forudsætter til enhver tid medlemskab af Rottweilerklubben Danmark.
  5.5 Æresmedlemmer er kontingentfrie i Rottweilerklubben Danmark og kan udnævnes af generalforsamlingen efter indstilling fra hovedbestyrelsen.
  5.6  Andre specialhundeklubber i såvel indland som udland kan optages som kontingentfrie medlemmer, dog uden stemmeret. Beslutning herom træffes af hovedbestyrelsen efter anmodning.
  5.7  Dansk Kennel Klub er kontingentfri medlem, dog uden stemmeret. Dansk Kennel Klub kan på Rottweilerklubben Danmarks generalforsamling og øvrige arrangementer lade sig repræsentere med op til to repræsentanter fra Dansk Kennel Klubs bestyrelse eller direktion.
  5.8 En virksomhed kan efter anmodning godkendes som medlem i henhold til nærmere regler, der fastsættes af hovedbestyrelsen. En virksomhed kan maksimalt have én stemme. En virksomhed og virksomhedens ejer kan godt hver for sig være medlem og dermed have to stemmer.
  5.9 Valgbare og stemmeberettigede i klubbens anliggender er samtlige myndige medlemmer, der ikke er i restance til klubben og ikke er specifikt undtaget ifølge nærværende love. Jf. dog § 20.2 om valg til hovedbestyrelsen. Hvor anciennitet nævnes som et krav, er dette at regne fra seneste indmeldelsesdato.
     
6   Kontingent
  6.1  Medlemskontingent til Rottweilerklubben Danmark og opkrævningsformen fastsættes af bestyrelsen og erlægges forud for 1 år ad gangen. For nye medlemmer beregnes første medlemsperiode fra og med indbetalingsdatoen til og med efterfølgende 12. hele kalendermåned.
  6.2 Hovedbestyrelsen kan fastsætte indmeldelses- og restancegebyrer. Er kontingent og eventuelle gebyrer ikke indbetalt inden den nye kontingentperiodes start, medfører dette sletning af medlemskabet. Manglende modtagelse af opkrævning annullerer ikke bestemmelsen om sletning.
  6.3 Medlemmer, der er fyldt 67 år, har efter anmodning krav på at betale halvt kontingent. Det er dog en betingelse, at de har været medlem af Rottweilerklubben Danmark de foregående 5 år uden afbrydelse.
  6.4 Eventuelt grundkontingent til en lokalforening opkræves samtidig med kontingentet til Rottweilerklubben Dan­mark. Lokalforeningskontingentet angives separat på kontingentopkrævningen og beløbet overføres ubeskåret til lokalafdelingen, dog eventuelt med fradrag af et nærmere fastsat opkrævningsgebyr.
    Grundkontingent til en lokalforening fastsættes ved forhandling mellem Rottweilerklubben Danmark og lokalforeningen og godkendes efterfølgende på lokalforeningens generalforsamling.
     
7     Udmeldelse
  7.1 Udmeldelse sker normalt til udløbet af en kontingentperiode, og skal foregå skriftligt til klubbens medlemsregisterfører.
    Ønsker et medlem udmeldelse før periodens udløb, gives der ikke kontingentrefusion for den resterende periode.
     
KAPITEL 3
LEDELSE OG REGNSKAB
     
8   Hovedbestyrelsen
  8.1 Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Alle disse hovedbestyrelsesmedlemmer skal være medlem af Dansk Kennel Klub.
  8.2 Hovedbestyrelsen kan lade et forretningsudvalg bestående af mindst 3 medlemmer af hovedbestyrelsen foretage, i forretningsordenen nærmere defineret, arbejde på den samlede hovedbestyrelses vegne. Ethvert medlem af hovedbestyrelsen, herunder forretningsudvalget, kan til enhver tid forlange en hvilken som helst sag behandlet af den samlede hovedbestyrelse. Formanden og kassereren er fødte medlemmer af et forretningsudvalg.
     
9   Bestyrelsens arbejde
  9.1  Hovedbestyrelsen arbejder under ansvar over for klubbens medlemmer og i overensstemmelse med klubbens for­mål. Bestyrelsen er ansvarlig for klubbens ledelse og drift og træffer afgørelse i alle sager, der ikke udtrykkeligt er henlagt til generalforsamlingen eller urafstemning.
  9.2 Der skal over bestyrelsesmøderne føres et referat, der underskrives af samtlige deltagende hovedbestyrelsesmedlemmer. Vælger hovedbestyrelsen et forretningsudvalg, skal der ligeledes over forretningsudvalgets møder føres et referat, der underskrives af samtlige forretningsudvalgsmedlemmer. Begge referater skal rundsendes til samtlige medlemmer af hovedbestyrelsen.
  9.3 Formanden fastsætter tid og sted for hovedbestyrelsesmødernes afholdelse. Formanden, eller en i enighed valgt ordfører, leder hovedbestyrelsesmøderne. Et flertal af hovedbestyrelsen kan forlange et bestyrelsesmøde afholdt.
  9.4 Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsen er til stede.
  9.5 Alle afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed vil formandens stemme være afgørende. Er formanden ikke til stede, skal afstemning ved stemmelighed udsættes til næstkommende hovedbestyrelsesmøde.
  9.6 Hovedbestyrelsen repræsenterer Rottweilerklubben Danmark på Dansk Kennel Klubs repræsentantskabsmøde.
     
10   Avlsrådet
  10.1   Avlsrådet udpeges / godkendes af hovedbestyrelsen.
  10.2 Avlsrådet skal arbejde i nøje overensstemmelse med Rottweilerklubben Danmarks formålsparagraf og nærmere bestemmelser fastsat i avlsrådets forretningsorden. Avlsrådets forretningsorden fastsættes af hovedbestyrelsen efter høring af Avlsrådet.
  10.3  Avlsrådet skal føre referat over sine møder og tilsende hovedbestyrelsen samt Brugshunderådet en kopi heraf.
  10.4 Avlsrådet kan til bestyrelsen indstille at nedlægge avlsforbud og indføre avlsrestriktioner, såfremt arvemæssig begrundelse herfor foreligger.
  10.5 Avlsrådet har overfor hovedbestyrelsen ansvaret for arbejdet i diverse underudvalg, som specificeret i avlsrådets forretningsorden, og kan indstille medlemmer hertil.
     
11   Brugshunderådet
  11.1 Brugshunderådet udpeges / godkendes af hovedbestyrelsen.
  11.2  Brugshunderådet skal arbejde i nøje overensstemmelse med Rottweilerklubben Danmarks formålsparagraf og nærmere bestemmelser fastsat i Brugshunderådets forretningsorden. Brugshunderådet forretningsorden fastsættes af hovedbestyrelsen efter høring af Brugshunderådet.
  11.3 Brugshunderådet skal føre referat over sine møder og tilsende hovedbestyrelsen samt Avlsrådet en kopi heraf.
  11.4 Brugshunderådet har overfor hovedbestyrelsen ansvaret for arbejdet i diverse underudvalg, som specificeret i Brugshunderådets forretningsorden, og kan indstille medlemmer hertil.
     
12   Regnskab
  12.1 Klubbens regnskab følger kalenderåret.
  12.2  En revisor, jf. 18.1, eller en beslutningsdygtig hovedbestyrelse kan når som helst foretage revision og kasseopgørelse.
  12.3  Til den ordinære generalforsamling forelægger bestyrelsen budget for det kommende regnskabsår.
  12.4 Klubbens årsregnskab revideres af to revisorer og offentliggøres for klubbens medlemmer inden den ordinære generalforsamling.
  12.5  Kun klubbens hovedbestyrelse kan forpligte Rottweilerklubben Danmark over for en tredje part.
     
KAPITEL 4
GENERALFORSAMLING OG VALG
     
13   Ordinær generalforsamling
  13.1 Generalforsamlingen er, bortset fra urafstemning, klubbens højeste myndighed og er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte medlemmer.
  13.2   Ordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens indkaldelse en gang årligt i løbet af marts eller april.
             Det tilstræbes at generalforsamlingen afholdes skiftevis øst og vest for Storebælt.
     
14   Indkaldelse
  14.1 Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med mindst 5 ugers varsel.
     
15   Forslag
  15.1 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, og forslag til valg, skal være hovedbestyrelsens formand i hænde senest 1. januar. Medlemmerne skal forud herfor gøres opmærksom på dette i medlemsbladet.
  15.2 Forslag kan ikke alene fremsendes på elektronisk medie.
  15.3:  Rettidigt modtagne forslag skal med eller uden hovedbestyrelsens kommentarer eller eventuelle ændringsforslag eller supplerende forslag offentliggøres før generalforsamlingen.
     
16  
Dagsorden
  16.1  Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal som minimum omfatte følgende:
    - Valg af dirigent.
- Valg af minimum 2 stemmetællere.
- Protokol over seneste generalforsamling, om det kræves.
- Formandens beretning.
- Kassererens forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og meddelelse af ansvarsfrihed.
- Beretning fra de faste udvalg, der fremgår af Rottweilerklubben Danmarks love.
- Bekendtgørelse af valget til hovedbestyrelsen.
- Valg af revisor og revisorsuppleant.
- Indkomne forslag.
- Eventuelt.
  16.2   Alle vedtagelser sker ved almindelig stemmeflerhed, hvor lovene ikke foreskriver andet. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev.
  16.3 Valg til hovedbestyrelsen sker ved skriftlig hemmelig afstemning på stemmesedler, der udsendes til alle stemmeberettigede medlemmer senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.
    Hvert medlem må højest afgive stemmer svarende til det antal bestyrelsesposter, der er på valg. Stemmesedlerne skal være bestyrelsen i hænde senest ved generalforsamlingens begyndelse. Ved eventuel stemmelighed foretages på generalforsamlingen lodtrækning.
     
17   Valg til hovedbestyrelsen
  17.1 Hovedbestyrelsesmedlemmerne vælges ved urafstemning for en 2-årig periode (jf. § 16.3). På valg er i lige årstal 3 medlemmer og i ulige årstal 2 medlemmer.
  17.2  Som suppleanter vælges de to, der i stemmetal kommer umiddelbart efter de valgte.
  17.3 Indtræder en suppleant ved et hovedbestyrelsesmedlems afgang, overtager suppleanten hovedbestyrelsesmedlemmets resterende valgperiode. Suppleanter indtræder i rækkefølge efter stemmeflertal. Ved stemmelighed efter lodtrækning.
  17.4 Hovedbestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Hovedbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, herunder hvem der skal befuldmægtiges til at disponere over Rottweilerklubben Danmarks midler.
  17:5 En ordinær generalforsamling kan på baggrund af et rettidigt indsendt forslag herom beslutte at gennemføre en mistillidsafstemning til den samlede bestyrelse gennem en ekstraordinær urafstemning.
    Til at forestå en sådan ekstraordinær urafstemning nedsætter generalforsamlingen et ad hoc udvalg på fem medlemmer, som på basis af medlemskartoteket og direkte pr. brev til hvert enkelt stemmeberettiget medlem eller familiemedlemskab af Rottweilerklubben Danmark inden 14 dage efter generalforsamlingen sætter mistillidsforslaget til afstemning med angivelse af, at den udfyldte stemmeseddel skal være udvalget i hænde senest 14 dage efter udsendelsesdagen for at være gyldig.
    Inden 7 dage efter udløbet af afstemningsfristen opgør udvalget resultatet af mistillidsafstemningen.
Vedtages mistillidsforslaget med almindeligt flertal, afholdes nyvalg til hovedbestyrelsen gennem en ny urafstemning.
    Udvalget indkalder derefter forslag til kandidater, jf. 20.2, direkte pr. brev til hvert enkelt stemmeberettiget medlem eller familiemedlemskab senest 14 dage efter vedtagelsen af mistillidsafstemningen. Forslag til kandidater skal være udvalget i hænde senest 14 dage efter udsendelsesdagen for at være gyldige. Medlemmer af udvalget kan ikke opstilles til bestyrelsesvalget.
    Senest 14 dage efter udløbet af fristen for opstilling af kandidater udsender udvalget stemmeseddel pr. brev direkte til hvert enkelt stemmeberettiget medlem eller familiemedlemskab med angivelse af, at den udfyldte stemmeseddel skal returneres til udvalget til udvalget inden 14 dage efter udsendelsesdagen for at være gyldig.
    Inden 7 dage efter udløbet af afstemningsfristen opgør udvalget resultatet af det ekstraordinære hovedbestyrelsesvalg.
    I lige årstal er de fire, i ulige årstal de tre, kandidater, der har opnået højest stemmetal, valgt for resten af den indeværende generalforsamlingsperiode samt for yderligere én generalforsamlingsperiode. De tre (fire) kandidater, der har opnået de efterfølgende højeste stemmetal er valgt for resten af den indeværende generalforsamlingsperiode. De to kandidater, der efterfølgende har opnået højest stemmetal, er valgt som suppleanter for resten af den indeværende generalforsamlingsperiode. Ved stemmelighed foretager udvalget lodtrækning.
    Den siddende bestyrelse fungerer indtil opgørelsen af valgresultatet foreligger, hvorefter den nyvalgte bestyrelse tiltræder.
    Valgresultatet offentliggøres hurtigst muligt i medlemsbladet.
    Ad hoc udvalget fører protokol over afstemningens forløb. Denne protokol fremlægges på førstkommende ordinære generalforsamling under dagsordenens pkt. 3, om det kræves.
  17.6 En ekstraordinær generalforsamling kan beslutte at gennemføre en mistillidsafstemning og et eventuelt efterfølgende nyvalg til den samlede hovedbestyrelse efter de retningslinier, der er angivet i 17.5.
     
18     Valg af revisorer og revisorsuppleant.
  18.1  Generalforsamlingen vælger hvert år én revisor for to år ad gangen.
  18.2 Der vælges hvert år ligeledes en revisorsuppleant. Revisorsuppleanten vælges for et år ad gangen.
    Revisorsuppleanten vælges ved selvstændig valghandling.
     
19    Ekstraordinær generalforsamling
  19.1  Ekstraordinær generalforsamling finder sted, når hovedbestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 15 % af det antal medlemmer, som klubben havde pr. 1. januar samme år, indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af de spørgsmål, der ønskes behandlet.
  19.2  Andre spørgsmål kan ikke behandles.
  19.3 En ekstraordinær generalforsamling er kun beslutningsdygtig, såfremt 2/3 af underskriverne giver møde.
  19.4  Ekstraordinær generalforsamling, med angivelse af dagsorden, indkaldes senest 4 uger efter begæringens modtagelse og med mindst 3 ugers varsel.
     
20     Stemmeret og valgbarhed
  20.1 Ethvert myndigt medlem, der har betalt kontingent (2 myndige parter i tilfælde af familiemedlemskab), har stemmeret på klubbens generalforsamlinger.
  20.2 Opstillingsberettigede til hovedbestyrelsen er myndige medlemmer med mindst 1 års anciennitet i Rottweilerklubben Danmark.
     
KAPITEL 5
ROTTWEILERKLUBBEN DANMARKS LOKALFORENINGER
     
21   Lokalforeninger
  21.1 Rottweilerklubben Danmark er fællesorganisation for et antal geografisk separate lokalforeninger, der på lokalt plan skal fremme Rottweilerklubben Danmarks formål gennem teoretiske og praktiske oplysnings- og undervisningstiltag og aktiviteter som hvalpemotivation, hundeopdragelse og -dressur, brugstræning og -konkurrencer, ring­træning, skuer og udstillinger samt kuldfremstillings- og avlskåringsarrangementer.
    Lokalforeningernes aktiviteter foregår i et forpligtende foreningsfællesskab for herved at styrke medlemmernes motivation og evne til at tage ansvar for eget liv og til at deltage engageret i samfundslivet, herunder også at arbejde aktivt for at øge samfundets forståelse og respekt for det værdifulde samspil mellem hund og menneske.
  21.2 Der udarbejdes et sæt mønstervedtægter, der udgør det vedtægtsmæssige minimumsgrundlag for en lokalforening under Rottweilerklubben Danmark.
  21.3  De enkelte lokalforeningers geografiske afgrænsning fastlægges gennem forhandling mellem de berørte lokalforeninger og Rottweilerklubben Danmarks hovedbestyrelse. Kan der ikke opnås enighed, fastlægges lokalforeningernes geografiske grænser af Rottweilerklubben Danmarks hovedbestyrelse.
     
KAPITEL 6
UDSTILLINGER, MENTALTEST M.V.
     
22   Mentaltest og eksteriørbeskrivelse
  22.1 Eksteriørbeskrivelsen foretages af klubbens eksteriørdommere, autoriseret af Dansk Kennel Klub efter indstilling fra Rottweilerklubben Danmark.
  22.2  Mentaltesten foretages af klubbens autoriserede mentaltestere. Autorisationen af mentaltestere kan kun foretages af hovedbestyrelsen og sker efter indstilling fra et udvalg af allerede autoriserede mentaltestere, nedsat af de allerede autoriserede mentaltestere.
     
23   Udstillinger og skuer
  23.1  Til udstillinger anvendes dommere med autorisation for racen. På skuer anvendes fortrinsvis autoriserede dommere, dog kan ikke-autoriserede også dømme.
  23.2 Udstillinger og skuer afvikles i overensstemmelse med Dansk Kennel Klub’s til enhver tid gældende udstillings- og skuereglement.
     
KAPITEL 7
MEDLEMSBLAD
     
24    Medlemsbladet
  24.1 Klubben udgiver et medlemsblad. Bladets ansvarshavende redaktør udpeges og afsættes af hovedbestyrelsen. Redaktøren og bestyrelsen vælger i fællesskab et redaktionsudvalg. Redaktøren er født formand for redaktions­udvalget
  24.2  Redaktøren er forpligtet til at redigere bladet i overensstemmelse med klubbens formålsparagraf.
     
KAPITEL 8
DISCIPLINÆRSAGER
     
25   Disciplinærsager
  25.1 Disciplinærsager, som ikke kan ordnes i mindelighed mellem klubbens hovedbestyrelse og de implicerede parter, fremsendes til Dansk Kennel Klub’s disciplinærudvalg og kan ikke indbringes for generalforsamlingen. Kun sådanne sager, der ifølge Dansk Kennel Klubs love kan medføre disciplinære foranstaltninger, kan behandles.
  25.2 Denne bestemmelse berører ikke en dommers, prøve- eller udstillingsleders ret og pligt til at træffe disciplinære foranstaltninger.
     
KAPITEL 9
LOVÆNDRINGER
     
26   Lovændringer
  26.1 Enhver lovændring skal forelægges generalforsamlingen til behandling. For vedtagelse kræves 2/3 af de tilstedeværende stemmer.
  26.2 Fremsatte lovændringsforslag, således som de er godkendt af den pågældende generalforsamling, skal forelægges Dansk Kennel Klub til endelig godkendelse.
     
KAPITEL 10
ROTTWEILERKLUBBEN DANMARKS OPHØR
     
27   Klubbens ophør
  27.1 Klubben kan ophøre, når det besluttes på en lovligt indvarslet generalforsamling og mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede har stemt herfor.
  27.2 Forslag om klubbens ophævelse skal være kundgjort ved den udsendte dagsorden og endelig afgørelse skal stadfæstes ved urafstemning med 3/4 flertal blandt de afgivne stemmer.
  27.3  Ophæves Rottweilerklubben Danmark, kan dens formue, værdigenstande og arkiv deponeres eller anvendes efter den afsluttende generalforsamlings bestemmelse for eventuel senere oprettelse af en ny specialklub for rottweilere under Dansk Kennel Klub eller overdrages til en af Dansk Kennel Klub anerkendt organisation. Klubbens formue m.v. skal således finde anvendelse i hundesportens eller beslægtet formåls tjeneste.
     
KAPITEL 11
IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER
     
28   Ikrafttrædelsesbestemmelser
  28.1  Lovene træder i kraft 1. april 2002 efter reglerne for lovændringer, gældende loves kapitel 9. §§ 5.9, 8.1, 17.1 og 20.2 er ændret med virkning fra 1. april 2004.
 
 
KLUBBEN MENU
Markedsplads
Priser
Downloads

© Rottweilerklubben Danmark                       Egtvedvej 33                       DK-2770 Kastrup                 Telefon: (+45) 53 65 15 36                        Mail: sekretariat@rottweiler.dk